Elev til indkøb

Bliv indkøbselev hos CeramicSpeed - En fremtidssikret handelsuddannelse.

CeramicSpeed er en sund virksomhed med entreprenørånd. Vi er i vækst og tæller nu 100 ansatte fordelt på lokationer i Europa, USA og Asien. Vi har et unikt brand med høje ambitioner og vi mangler lige nu den helt rigtige handelselev til indkøb på hovedkontoret i Holstebro.

Vi søger dig, som er klar til at kommunikere direkte med vores leverandører og samarbejdspartnere og samtidig er meget strukturet i din tilgang til opgaver. Til gengæld lover vi dig et godt afsæt for dit fremtidige arbejdsliv.

Du vil få en stor kontaktflade i virksomheden, og vi giver dig et grundigt indblik i alt fra indkøb til produktion samt logistik og varemodtagelse. Vi lærer dig at strukturere dine opgaver, og du vil fra start få dine egne leverandører og ansvarsområder.

Kan du genkende dig selv i følgende ord?

  • Nysgerrig og initiativrig
  • Struktureret, analytisk og systematisk
  • Fakta-drevet
  • Kender office-pakken og kan let lære nye systemer
  • Kommunikerer let på dansk og engelsk

Nogle af dine opgaver i en dagligdag hos os:

  • Indkøb ved leverandører i hele verden (90 % foregår via mail og resten pr. telefon)
  • Oprettelse af ordrer
  • Statistikker og opfølgning
  • Køb af kontorartikler (ansvarlig for egen kontorforsyning)
  • Egne leverandører på sigt.

En hverdag som elev hos CeramicSpeed

- Giver gode udviklingsmuligheder for de, der kan og vil! Du kommer til at arbejde i et indkøbsteam der består af tre kollegaer udover dig, men du kommer til at have daglig kontakt med mange mennesker i hele organisationen og der er andre elever udover dig. Hvis du er den rette, så er vi er klar til at tilbyde dig en elevplads i et ungt og uformelt miljø med ambitioner. Måske har du haft et sabbatår, og er nu klar til at begynde din rejse i erhvervslivet.
Du skal have afsluttet HHX, EUX eller EUD. Hvis du har en STX, HF eller HTX skal du være klar på 5 ugers kursus på handelsskole inden praktikken kan starte.
Tiltrædelse kan ske efter sommerferien 2022. Vi holder samtaler løbende, og stillingen vil blive besat, når vi har fundet den rette. Ansøgning med CV sendes pr. mail til job@ceramicspeed.com. Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte Thomas Toft Lynderup på ttl@ceramicspeed.com.

CeramicSpeed

CeramicSpeed blev etableret i 2004 i Holstebro og er i dag en af verdens førende producenter af keramiske lejer til cykelbranchen. Vi har mere end 15 års erfaring med udvikling af lejer, som har ekstrem lav friktion og lang levetid. Alle lejer bliver håndlavet i Danmark.

CeramicSpeed er underleverandør til nogle af verdens største og mest prominente high-end cykelproducenter. Produkterne bliver desuden distribueret i mere end 50 lande, og vi er det eneste lejebrand som sponsorerer 5 World Tour Teams samt en lang række af verdens bedste triatleter.
I 2008 tilføjedes det selvstændige selskab CeramicSpeed Industry med fokus på kunder i industrien. Kerneområdet er keramiske kuglelejer med unikke egenskaber på levetid, friktion mv. Det giver kunderne store økonomiske fordele i forhold til traditionelle lejer. Samlet ændrer dette måden at tænke vedligeholdelsesplanlægning på. Vi er førende indenfor vores felt og har en forretningsmodel, som gør både produktsortiment, kvalitet og kundeservice unikt på markedet.